Braget i Beograd

Sikke et brag vi var vidne til i Beograd. En aften som vi husker. En dramatisk og regnfuld aften i Serbien. Det virkede som om at vi var på dobbelt udebane. Jeg er stadigvæk fyldt med en blanding af spænding og kådhed over sejren. Jeg kan ikke rigtigt falde ned igen.

Efter en legendarisk bytur onsdag aften samt sightseeing torsdag morgen og middag, var det tid til at forlade hotellet og begive sig imod Rajko Mitic. Mit spændingsniveau var meget højt og jeg må indrømme at jeg var meget nervøs. Der var blevet skrevet meget om Røde Stjernes hard-core fans. Information omkring at FCM skulle have provokeret hele Serbien, ved at benytte det forkerte kort i en quiz, gjorde ikke tingene bedre. Tak til mine medrejsende for at få mig talt ned samt at tage mig med på restaurant, hvor noget god mad og et par øl tog toppen af nervøsiteten. 

Stadion Rajko Mitic er et legendarisk stadion som taler for sig selv. Det var fedt at ankomme til stadion i taxa og se hele området badet i lys fra lysmasterne. Der var udkommanderet meget politi til at passe på os. Jeg talte 3 x 8 stk kampklædte urobetjente samt 5-6 civilbetjente plus diverse stewards. Det må siges at de serbiske myndigheder tog situationen seriøst. Der blev ikke taget nogle chancer. Dette også gældende ved visitationen inden adgang til stadion. Jeg er blevet visiteret tidligere, men nok ikke så seriøst som i Serbien. Jeg måtte lige tælle til ti da jeg fik tjekket mine testikler meget nøjagtigt.

Jeg kan forstå på FC Midtjylland at vi var 20 stk fans på udebaneafsnittet. Jeg vil kalde os verbale VIP Cagefighters. VIP fordi, at vi var så få, at det virkede som om at vi havde vundet en konkurrence om at se kampen dernede. Men de 20 fans som var der var fandme fantastiske. Cagefighters fordi vi befandt os i et bur med højt net til begge sider. Jeg syntes at vi verbalt kæmpede imod overmagten af Røde Stjernes fans. Jeg var glad for at jeg ikke forstod serbisk. Vi blev udsat for kraftig verbal mishandling fra de nærmeste Røde Stjerne fans. Selvom vi ikke var så mange FCM-fans, så var det fedt at løbe ned til løbebanen og juble sammen med spillerne efter slutfløjtet. Vi fik af gode grunde lov til at vente 30 minutter med at få lov til at komme ud fra stadion. Dette gav os mulighed for at nyde rusen over sejren samt at juble med bl.a. Bo Henriksen efter endt interview.

Jeg vil meget gerne takke de to kontrollører som var tilstede fra FCM. Sikket et engagement I viste. God kommunikation med politiet. I prøvede virkelig at gøre en forskel samt at sikre taxaer til alle FCM-fans efter kampen. Tak for hjælpen. Respekt.

The Church of Saint Sava er en af de største ortodokse kirker i verden. Et imponerede bygningsværk som virkelig er et besøg værd. Indenfor er hele kirken dekoreret med imponerende billeder og guldmosaik. Jeg er på ingen måde en troende mand. Dog tændte jeg to lys, som er kutyme på de kanter, da jeg besøgte kirken inden kampen. Et lys for en FCM-sejr. Et lys for at bede om en sikker hjemtur til alle FCM-fans efter kampen. Saint Sava kunne skimtes fra Rajko Mitic under kampen. Dette over endetribunen hvor Røde Stjerne fansene stod. Jeg er sikker på at Saint Sava holdte en hånd over FCM på denne våde og dramatiske aften i Beograd.

Sejren i Beograd markerer min tredje udebane sejr i Europa. Tidligere har jeg været heldig at se kampene imod Manchester City 2008 og Club Brugge 2015. Jeg går derfor ud fra at FC Midtjylland sender mig afsted på deres regning i fremtiden. Jeg er i hvert fald klar på flere ture ud i Europa med FCM.