Cirka 440 ulve i Rotterdam. Det var sgu forrygende. Vi gjorde hvad vi kunne for at skabe en fed atmosfære.
Det hele startede på baren Apartt. Her var der oprettet en fanzone for de medrejsende FCM-fans. Stemningen nåede uanede højder og der blev drukket og festet igennem. De forbipasserende turister, må havde undret sig over stemningen, eller hvad der dog skete. Jeg noterede at der blev taget billeder af de ”skøre” danskere på afstand.
Det var blevet tid til fællesmarch mod stadion. Vi blev pænt eskorteret igennem Rotterdam af bl.a. ridende politi. Det var en anderledes oplevelse, på en torsdag eftermiddag, at gå råbende og hujende igennem Rotterdam med ”lidt” alkohol i blodet. Politiet var meget tålmodige med os efter min mening. De lod os tisse af i det offentlige rum uden problemer. Marchen var lang og vi blev derfor forbi passeret af mange sporvogne med Feyenoord fans ombord. Feyenoord fansene var flittige til at bruge fuck-fingeren og banke på vinduerne. Og vi gav pænt en fuck-finger tilbage. Marchen var til stor morskab for de lokale og der blev taget mange billeder fra vinduer og kontorbygninger.
Endelig var vi fremme ved De Kuip. De havde gang i noget lækkert techno på stadion for at få gang i de lokale. Det virkede meget hollandsk. Det var lettere sagt end gjort at komme ind på udebaneafsnittet. Vi blev først ledet ind i noget afskærmning med tilhørende pigtråd. Derefter igennem en smal billetluge som ledte til visitation. En udførlig visitation som startede med at man stod med ryggen til. Herefter gik vi igennem en lang tunnel og derefter ned igen og bagom stadion til udebaneafsnittet. Stemningen i udebaneafsnittet var helt fantastisk. Vi gjorde hvad vi kunne mod overmagten med sang, flag og romerlys. Jeg var meget imponeret over stemningen på De Kuip og over trykket fra tilskuerne. Et legendarisk stadion simpelthen. Det var fedt at slippe dernede fra med et 2-2 resultat.
Jeg var meget spændt på turen derned grundet alle urolighederne i Herning ugen før. Jeg oplevede dog ingenting og jeg var meget imponeret af hvordan hollandsk politi greb situationen an. Ligeledes en stor tak til FCMs SLO’er som gjorde et godt stykke arbejde.
Jeg havde dagen efter i Rotterdam sammen med mine medrejsende. Hvilket var en god ide. Jeg fik et super godt indtryk af byen og af hele stemningen. Fed by, rare mennesker, spændene arkitektur og god mad. Vi var også heldige at falde over det danske punk-band Nexø, som spillede på en lille båd i havnen dernede fredag aften. En god koncert på et lækkert spillested.
Sikke et brag vi var vidne til i Beograd. En aften som vi husker. En dramatisk og regnfuld aften i Serbien. Det virkede som om at vi var på dobbelt udebane. Jeg er stadigvæk fyldt med en blanding af spænding og kådhed over sejren. Jeg kan ikke rigtigt falde ned igen.
Efter en legendarisk bytur onsdag aften samt sightseeing torsdag morgen og middag, var det tid til at forlade hotellet og begive sig imod Rajko Mitic. Mit spændingsniveau var meget højt og jeg må indrømme at jeg var meget nervøs. Der var blevet skrevet meget om Røde Stjernes hard-core fans. Information omkring at FCM skulle have provokeret hele Serbien, ved at benytte det forkerte kort i en quiz, gjorde ikke tingene bedre. Tak til mine medrejsende for at få mig talt ned samt at tage mig med på restaurant, hvor noget god mad og et par øl tog toppen af nervøsiteten.
Stadion Rajko Mitic er et legendarisk stadion som taler for sig selv. Det var fedt at ankomme til stadion i taxa og se hele området badet i lys fra lysmasterne. Der var udkommanderet meget politi til at passe på os. Jeg talte 3 x 8 stk kampklædte urobetjente samt 5-6 civilbetjente plus diverse stewards. Det må siges at de serbiske myndigheder tog situationen seriøst. Der blev ikke taget nogle chancer. Dette også gældende ved visitationen inden adgang til stadion. Jeg er blevet visiteret tidligere, men nok ikke så seriøst som i Serbien. Jeg måtte lige tælle til ti da jeg fik tjekket mine testikler meget nøjagtigt.
Jeg kan forstå på FC Midtjylland at vi var 20 stk fans på udebaneafsnittet. Jeg vil kalde os verbale VIP Cagefighters. VIP fordi, at vi var så få, at det virkede som om at vi havde vundet en konkurrence om at se kampen dernede. Men de 20 fans som var der var fandme fantastiske. Cagefighters fordi vi befandt os i et bur med højt net til begge sider. Jeg syntes at vi verbalt kæmpede imod overmagten af Røde Stjernes fans. Jeg var glad for at jeg ikke forstod serbisk. Vi blev udsat for kraftig verbal mishandling fra de nærmeste Røde Stjerne fans. Selvom vi ikke var så mange FCM-fans, så var det fedt at løbe ned til løbebanen og juble sammen med spillerne efter slutfløjtet. Vi fik af gode grunde lov til at vente 30 minutter med at få lov til at komme ud fra stadion. Dette gav os mulighed for at nyde rusen over sejren samt at juble med bl.a. Bo Henriksen efter endt interview.
Jeg vil meget gerne takke de to kontrollører som var tilstede fra FCM. Sikket et engagement I viste. God kommunikation med politiet. I prøvede virkelig at gøre en forskel samt at sikre taxaer til alle FCM-fans efter kampen. Tak for hjælpen. Respekt.
The Church of Saint Sava er en af de største ortodokse kirker i verden. Et imponerede bygningsværk som virkelig er et besøg værd. Indenfor er hele kirken dekoreret med imponerende billeder og guldmosaik. Jeg er på ingen måde en troende mand. Dog tændte jeg to lys, som er kutyme på de kanter, da jeg besøgte kirken inden kampen. Et lys for en FCM-sejr. Et lys for at bede om en sikker hjemtur til alle FCM-fans efter kampen. Saint Sava kunne skimtes fra Rajko Mitic under kampen. Dette over endetribunen hvor Røde Stjerne fansene stod. Jeg er sikker på at Saint Sava holdte en hånd over FCM på denne våde og dramatiske aften i Beograd.
Sejren i Beograd markerer min tredje udebane sejr i Europa. Tidligere har jeg været heldig at se kampene imod Manchester City 2008 og Club Brugge 2015. Jeg går derfor ud fra at FC Midtjylland sender mig afsted på deres regning i fremtiden. Jeg er i hvert fald klar på flere ture ud i Europa med FCM.
Da Matthew Benham gik ind i FCM som storaktionær, var mit eget kendskab til Brentford FC meget lille. Hvem var denne mystikse mand som skød rigtig mange penge i en lille klub på heden. Jo mere jeg læste om Benham og Brentford FC, gjorde at min interesse blev større og større. Denne spirende interesse endte ud med at jeg befandt mig i London og på Griffin Park til kampen imellem Brentford og Sunderland.
Hvorfor egentlig det? Ja, hvorfor ikke. Jeg er vild med engelsk fodbold, pints, pubs og god stemning. Det gik ligeledes op for mig at jeg var på Griffin Park grundet min respekt for Matthew Benham. Havde Benham ikke skudt penge i FC Midtjylland da klubben var i knæ rent økonomisk, ville FCM så overhovedet eksistere som klub i dag? Det er svært at svare på, men der hersker ingen tvivl om at de penge ham sendte til Herning var med til at redde FCM fra en meget truende konkurs.
Griffin Park er et autentisk engelsk fodboldstadion. Den ligger nærmest klemt inde imellem en masse klassiske engelske rækkehuse. Godt gemt væk fra de større veje som fører dertil. Griffin Park er langt væk fra at være et moderne stadion, hvilket gør det meget charmerende i mine øjne. Det ældre og nedslidte udtryk gør selve stemingen på stadion meget mere intens og højlydt. Vi var heldige at få billet til ståtribunen Ealing Road. Her stod vi som sild i en tønde sammen med nogle meget engagerede Brentford fans, som var med til at gøre oplevelsen endnu federe.
Selve kampen kan kun kategoriseres som en ægte Championship kamp. Masser af hårdt spil og tacklinger som kun hårde mænd kan udføre. Det faktum at alle tacklinger fik tilskuerne endnu mere op at køre, var kun med til at højne intensiteten på stadion. Sunderland havde solgt alle deres billetter til kampen, hvilket også gav stemningen et hak opad. Dette både under kampen og på de omkringliggende pubs inden kampen.
Så hvis at du leder efter ægte engelsk fodbold og Tipslørdag stemning, så er Griffin Park stedet. Den moderne fodbold med skyhøje billetpriser og fodboldturister er ikke kommet til Brentford endnu, hvilket gør en tur derover besøget værd. Det var også fedt at se Bjelland, Dalsgaard og Vibe fyre den af på en grønsvær i London. Skulle FCM gå glip af europæisk fodbold i endnu en sæson, så er en tur til London og Brentford et meget godt alternativ. Brentford er ved at bygge et nyt og moderne stadion, som forventes at åbne i 2019, så det er med at komme til Griffin Park hvis at man vil opleve et klassisk engelsk fodbold stadion.
Simon Hansen, som er en ægte ulv, besøgte London sidste år. Her var han så heldig at se Brentford på udebane imod Queens Park Rangers. Brentfords lokalrivaler er QPR og Fulham. Her er hans fortælling omkring den oplevelse.
“Det er fredag aften i det vestlige London. Jeg er på vej til min første kamp med Brentford sammen med en kammerat. Kursen er sat mod pubben The Crown and Sceptre på Melina Road, hvor jeg skal møde Billy Grant, som vi i BW East havde med til en Midtjylland-kamp i Brøndby for et par år siden, og resten af Brentford-drengene inden aftenens lokalderby mod Queens Park Rangers. Billy og co. har skaffet 2 biletter til det totalt udsolgte udebaneafsnit, så vi glæder os vildt meget til at opleve den engelske fankultur på nærmeste hold.
Vi har på forhånd lært et par Brentford-sange, og er blevet udstyret med et kodeord til pubben, hvis dørmanden spørger om det. Derudover har vi fået instruktion om, at vi ikke skal bære fodboldhalstørklæder- eller trøjer synligt uden på vores tøj. De danske gæstefans bliver budt pænt velkommen, og vi falder hurtigt i snak med forskellige Brentford-fans. Det bliver til nogle interessante samtaler om Brentfords stadionbyggeri, og hvilken betydning det kan få for fankulturen, de danske spillere i Brentford, livet som fan af The Bees, Brexit, Brentfords lave indtægter på kampdage og naturligvis dagens vigtige opgør mod QPR, der viser sig at være en af de store arvefjender.
Super stemning i away section
Efter et par hyggelige timer på The Crown and Sceptre går turen videre mod Loftus Road, som er mindst lige så nedslidt, som da jeg besøgte samme stadion for 16 år siden. Det er dog stadigvæk et lille og meget intimt stadion, hvor fansene sidder tæt på banen, og stemningen er i top. Særligt er de ca. 2.000 away fans i hopla bag det ene mål.
I startopstillingen genkender jeg kun Bjelland, der i øvrigt spillede en solid kamp på venstre back, det tidligere Arsenal-talent Nico Yennaris og Josh McEachran, der for år tilbage blev udråbt som den næste store engelske stjerne.
Jeg bemærker hurtigt, at sangene er meget kortvarige i modsætning til i Danmark, hvor den samme sang ofte bliver sunget i flere minutter. Derudover virker sangene meget ukoordineret, da nogle står og synger en sang, mens andre sætter gang i en anden.
Sangene og råbene fra tribunen er til gengæld relativt simple, så vi kan hurtigt genkende en del melodier, og bidrage vokalt med bl.a. ”Super Brentford”, “Who are ya, Who are ya“, “1-0 to the Super Bees”, “We are by far the greatest team the world has ever seen”, ”Come on you Bees”, “Lalalalalalalaaa Brentford”, ”Jimmy Floyd Allardyce” og ”West London is ours”, hvilket der tydeligt bliver værdsat blandt vores nye engelske venner.
Inde på banen er Brentfords højre kant Josh Clarke klart kampens bedste spiller, og han driver gang på gang gæk med sin direkte modstander. Gæsterne bringer sig fortjent foran lige inden pausen på et mål af Clark, og hele udebaneafsnittet bryder ud i ekstatisk jubel.
I anden halvleg bliver kampen afgjort efter 75 minutter, da Sawyers banker bolden op i det ene målhjørne lige foran udebaneafsnittet til en fuldt fortjent 2-0 sejr. De resterende 15 minutter bliver vokalt brugt på, at håne hjemmeholdet og minde dem om, hvem West London tilhører denne aften.
Vi forlader Loftus Road omringet af glade og højt råbende udefans, der særligt giver den gas i gangene på vej ud af stadion, inden stilheden sænker sig, da vi kommer ud i det boligområde, der omkranser Loftus Road.
Tilbage på The Crown and Sceptre får vi et par sejrsøl, og forklaringen på, hvorfor vi har sunget ”Jimmy Floyd Allardyce” under det meste af kampen. Det viser sig, at QPRs træner Jimmy Floyd Hasselbaink er indblandet i en mulig korruptionssag, der minder om den sag, der kostede Sam Allardyce jobbet som engelsk landstræner. Brentfords fans har tydeligvis bemærket dette, og i klassisk drillende og humoristisk engelsk stil blev hjemmeholdets manager mindet om dette.
Jeg får også en snak med en ældre fan, der fortæller, at det er første gang i 52 år, at Brentford vinder på udebane mod QPR. Den store glæde er derfor til at forstå, og flere siger med et glimt i øjet, at vores Midtjylland-indflydelse spillede en væsentlig rolle i, at QPR-komplekset blev brudt denne aften.
Vi giver hånd til vores nye venner, og takker for en fed aften, inden turen går mod Shepherd’s Bush tube station for at ramme sidste tog tilbage mod vores hotel i downtown London.”
Theater of dreams blev desværre ikke drømmens teater for FC Midtjylland. Trods dette er jeg meget stolt af holdet og over at have været på plads på Old Trafford.
Bare det faktum at vi var 2000 ulve på plads i Manchester til FCMs største kamp nogensinde var helt fantastisk og unikt. Jeg fløj personligt til Manchester via København torsdag morgen. Min rejsepartner og jeg var tidligt ude ved gaten. Herefter kom der hurtigt flere og flere ulve til og man fornemmede at vi var på vej til en speciel udekamp. Flyet var fyldt med rejsende, men lige meget hvor man placerede sig i flyet, så var der forventningsfulde FCM fans som man kunne tale med og dele tanker med. Allerede her gav turen til Manchester god mening for mig.
At stemningen blandt ulvene skulle nå uanede højder kunne man godt have anet. Det at være en del af stemningen i fanzonen, som var placeret centralt i Manchester på to fine klassiske engelske pubber, er meget svært at beskrive. Sinclair’s Oyster Bar og The Old Wellington var propfyldte med hedens drenge. Dette allerede meget tidligt på eftermiddagen. Det gik knapt at bestille en øl i baren eller finde en plads hverken indenfor eller udenfor. Det var rigtigt fedt bare at være der og synge slagsange med ligesindede fans. Disse timer vil altid være noget som jeg vil huske tilbage på som noget af det største som FC Midtjylland fan.
Det var nu tid til at indfinde sig på Old Trafford. Bare det at begive sig afsted og gå imod Old Trafford var noget specielt. Et ikonisk fodboldstadion rejste sig ud af mørket og man vidste at det var nu at FCM skulle begå sig på den store fodbold scene. Det skal med til historien at jeg kun mødte venlige Manchester United fans som gjorde at man følte sig velkommen.
At stå placeret på udebane afsnittet på Old Trafford iblandt 2000 ulve, samt den fornemmelse det var at juble sammen efter Pione Sistos scoring og ved Mikkel Andersens straffesparksredning, giver mig et stort smil på læberne og mod på mere. Lad os håbe at Europa bliver FCMs legeplads i mange år fremover.
Som beskrevet tidligere så er jeg utroligt stolt af holdet, trods nederlaget som blev lidt stort til sidst. Jeg er ligeledes utroligt stolt over at være FCM fan og over at kunne dele denne oplevelse med 2000 ekstraordinære ulve. Jeg vil have flere af denne slags oplevelser.
Årsagen var selvfølgelig FC Midtjyllands flotte sejr på 1-3 på udebane over Club Brügge.
Den gode stemning startede allerede inde i selve Brügge på dagen, hvor Black Wolves havde arrangeret at FCM fans kunne mødes på baren “De Zandloper”. Personligt ankom jeg først kl 17 sammen med min gode ven. Der var allerede god stemning på baren i blandt ulvene, som nød den gode belgiske øl, og selvfølgelig talte ivrigt om den forestående kamp imod Club Brügge. Det faktum at Club Brügge havde slået både FCK, Brøndby og Aab sidste år spøgede meget. Jeg havde sagt til mig selv at jeg ville acceptere en 3-0 hjemmesejr. Det skulle vise sig at jeg var alt for pessimistisk på FCMs vegne.
Enkelte Club Brügge fans havde også indfundet sig på baren og de grinede overbærende over vores kommentarer om at FCM skulle vinde. De havde så meget overskud at de gav turist tips om Brügge til de FCM fans som havde flere dage dernede. Det var nu blevet tid til at begive sig mod stadion. Men god hjælp fra bartenderen fik jeg og nogle andre ulve fat i en taxa. Turen var en fornøjelse da stemningen i taxaen var høj og vi benyttede hele turen til at synge slagsange.
Stemningen var høj i taxaen på vej til stadion
Vi ankom til Jan Breydel stadion. Jeg blev overasket over at se hvor mange ulve som allerede var på vej ind på stadion. Mange ankom direkte i biler fra Danmark. Mit bud er at vi endte med at være 300-400 på vores udebane afsnit. Nu var det bare at komme ind på stadion. Det skulle vise sig at være lettere sagt end gjort. Der var meget politi og mange kontrollører som tog pænt imod os. Flere af os blev også udsat for en meget grundig visitation. Selv havde jeg æren af at stå imod et gitter med spredte ben og arme og ellers blive grundigt tjekket. Det er selvfølgelig godt at de passer godt på publikum til Europa League kampe, hvilket man må sige at de gjorde i Brügge.
Selve kampen vil jeg ikke beskrive da den står beskrevet andre steder. Stemningen under kampen hos vi ulve var fantastisk og jeg kan stadig smile over hvor fedt at det var. Vi råbte og skreg i alle 90 minutter og slagsangene tog aldrig slut. Stemningen nåede selvfølgelig uanede højder under anden havleg, da målene faldt i vores ende af stadion. Der blev uddelt mange knus og kram efter målene og begejstningen ville ingen ende tage. Vi nåede dog at blive lidt nervøse efter at Club Brügge reducerede, men FCM kørte kampen sikkert hjem.
Jeg vil gerne takke FCM og alle FCM fans for en medrivende kamp på en fantastisk aften.
Brügge lå for vores fødder, der var ikke andet at gøre end at gå ud og feste, hvilket vi gjorde.
Ulv1999 