Tur til Brentford og Griffin Park

IMG_20171022_021944_965

Come on You Brentford

Da Matthew Benham gik ind i FCM som storaktionær, var mit eget kendskab til Brentford FC meget lille. Hvem var denne mystikse mand som skød rigtig mange penge i en lille klub på heden. Jo mere jeg læste om Benham og Brentford FC, gjorde at min interesse blev større og større. Denne spirende interesse endte ud med at jeg befandt mig i London og på Griffin Park til kampen imellem Brentford og Sunderland.

Hvorfor egentlig det? Ja, hvorfor ikke. Jeg er vild med engelsk fodbold, pints, pubs og god stemning. Det gik ligeledes op for mig at jeg var på Griffin Park grundet min respekt for Matthew Benham. Havde Benham ikke skudt penge i FC Midtjylland da klubben var i knæ rent økonomisk, ville FCM så overhovedet eksistere som klub i dag? Det er svært at svare på, men der hersker ingen tvivl om at de penge ham sendte til Herning var med til at redde FCM fra en meget truende konkurs.

Griffin Park er et autentisk engelsk fodboldstadion. Den ligger nærmest klemt inde imellem en masse klassiske engelske rækkehuse. Godt gemt væk fra de større veje som fører dertil. Griffin Park er langt væk fra at være et moderne stadion, hvilket gør det meget charmerende i mine øjne. Det ældre og nedslidte udtryk gør selve stemingen på stadion meget mere intens og højlydt. Vi var heldige at få billet til ståtribunen Ealing Road. Her stod vi som sild i en tønde sammen med nogle meget engagerede Brentford fans, som var med til at gøre oplevelsen endnu federe.

Selve kampen kan kun kategoriseres som en ægte Championship kamp. Masser af hårdt spil og tacklinger som kun hårde mænd kan udføre. Det faktum at alle tacklinger fik tilskuerne endnu mere op at køre, var kun med til at højne intensiteten på stadion. Sunderland havde solgt alle deres billetter til kampen, hvilket også gav stemningen et hak opad. Dette både under kampen og på de omkringliggende pubs inden kampen.

Så hvis at du leder efter ægte engelsk fodbold og Tipslørdag stemning, så er Griffin Park stedet. Den moderne fodbold med skyhøje billetpriser og fodboldturister er ikke kommet til Brentford endnu, hvilket gør en tur derover besøget værd. Det var også fedt at se Bjelland, Dalsgaard og Vibe fyre den af på en grønsvær i London. Skulle FCM gå glip af europæisk fodbold i endnu en sæson, så er en tur til London og Brentford et meget godt alternativ. Brentford er ved at bygge et nyt og moderne stadion, som forventes at åbne i 2019, så det er med at komme til Griffin Park hvis at man vil opleve et klassisk engelsk fodbold stadion.

Simon Hansen, som er en ægte ulv, besøgte London sidste år. Her var han så heldig at se Brentford på udebane imod Queens Park Rangers. Brentfords lokalrivaler er QPR og Fulham. Her er hans fortælling omkring den oplevelse.

Simon

“Det er fredag aften i det vestlige London. Jeg er på vej til min første kamp med Brentford sammen med en kammerat. Kursen er sat mod pubben The Crown and Sceptre på Melina Road, hvor jeg skal møde Billy Grant, som vi i BW East havde med til en Midtjylland-kamp i Brøndby for et par år siden, og resten af Brentford-drengene inden aftenens lokalderby mod Queens Park Rangers. Billy og co. har skaffet 2 biletter til det totalt udsolgte udebaneafsnit, så vi glæder os vildt meget til at opleve den engelske fankultur på nærmeste hold.

Vi har på forhånd lært et par Brentford-sange, og er blevet udstyret med et kodeord til pubben, hvis dørmanden spørger om det. Derudover har vi fået instruktion om, at vi ikke skal bære fodboldhalstørklæder- eller trøjer synligt uden på vores tøj. De danske gæstefans bliver budt pænt velkommen, og vi falder hurtigt i snak med forskellige Brentford-fans. Det bliver til nogle interessante samtaler om Brentfords stadionbyggeri, og hvilken betydning det kan få for fankulturen, de danske spillere i Brentford, livet som fan af The Bees, Brexit, Brentfords lave indtægter på kampdage og naturligvis dagens vigtige opgør mod QPR, der viser sig at være en af de store arvefjender.

Super stemning i away section    

Efter et par hyggelige timer på The Crown and Sceptre går turen videre mod Loftus Road, som er mindst lige så nedslidt, som da jeg besøgte samme stadion for 16 år siden. Det er dog stadigvæk et lille og meget intimt stadion, hvor fansene sidder tæt på banen, og stemningen er i top. Særligt er de ca. 2.000 away fans i hopla bag det ene mål.

I startopstillingen genkender jeg kun Bjelland, der i øvrigt spillede en solid kamp på venstre back, det tidligere Arsenal-talent Nico Yennaris og Josh McEachran, der for år tilbage blev udråbt som den næste store engelske stjerne.

Jeg bemærker hurtigt, at sangene er meget kortvarige i modsætning til i Danmark, hvor den samme sang ofte bliver sunget i flere minutter. Derudover virker sangene meget ukoordineret, da nogle står og synger en sang, mens andre sætter gang i en anden.

Sangene og råbene fra tribunen er til gengæld relativt simple, så vi kan hurtigt genkende en del melodier, og bidrage vokalt med bl.a. ”Super Brentford”, “Who are ya, Who are ya“, “1-0 to the Super Bees”, “We are by far the greatest team the world has ever seen”, ”Come on you Bees”, “Lalalalalalalaaa Brentford”, ”Jimmy Floyd Allardyce” og ”West London is ours”, hvilket der tydeligt bliver værdsat blandt vores nye engelske venner.

Inde på banen er Brentfords højre kant Josh Clarke klart kampens bedste spiller, og han driver gang på gang gæk med sin direkte modstander. Gæsterne bringer sig fortjent foran lige inden pausen på et mål af Clark, og hele udebaneafsnittet bryder ud i ekstatisk jubel.

I anden halvleg bliver kampen afgjort efter 75 minutter, da Sawyers banker bolden op i det ene målhjørne lige foran udebaneafsnittet til en fuldt fortjent 2-0 sejr. De resterende 15 minutter bliver vokalt brugt på, at håne hjemmeholdet og minde dem om, hvem West London tilhører denne aften.

Vi forlader Loftus Road omringet af glade og højt råbende udefans, der særligt giver den gas i gangene på vej ud af stadion, inden stilheden sænker sig, da vi kommer ud i det boligområde, der omkranser Loftus Road.

”Jimmy Floyd Allardyce” ”Jimmy Floyd Allardyce” ”Jimmy Floyd Allardyce”

Tilbage på The Crown and Sceptre får vi et par sejrsøl, og forklaringen på, hvorfor vi har sunget ”Jimmy Floyd Allardyce” under det meste af kampen. Det viser sig, at QPRs træner Jimmy Floyd Hasselbaink er indblandet i en mulig korruptionssag, der minder om den sag, der kostede Sam Allardyce jobbet som engelsk landstræner. Brentfords fans har tydeligvis bemærket dette, og i klassisk drillende og humoristisk engelsk stil blev hjemmeholdets manager mindet om dette.

Jeg får også en snak med en ældre fan, der fortæller, at det er første gang i 52 år, at Brentford vinder på udebane mod QPR. Den store glæde er derfor til at forstå, og flere siger med et glimt i øjet, at vores Midtjylland-indflydelse spillede en væsentlig rolle i, at QPR-komplekset blev brudt denne aften.

Vi giver hånd til vores nye venner, og takker for en fed aften, inden turen går mod Shepherd’s Bush tube station for at ramme sidste tog tilbage mod vores hotel i downtown London.”

Tak til Simon Hansen for denne beskrivelse.

IMG-20171025-WA0003
The Griffin

Continue reading “Tur til Brentford og Griffin Park”

Reklamer