Interview med Martin Dons

Martin Dons, FCM

“For mig har det ikke været et arbejde men snarere en livsstil.”

Præsentation:

Martin Dons er lige stoppet som kommunikationschef i FC Midtjylland. Jeg har været så heldig at få ham til at stille op til et interview. Martin fortæller meget levende og udførligt om sin tid i FCM. En tid som har givet ham udfordringer samt gode oplevelser.

Alder?:

32

Beskæftigelse?:

Tidl. kommunikationschef i FC Midtjylland, nu journalist/kommunikator på fri transfer.

Hvor bor du?:

Jeg er flyttet til København, og det er også årsagen til, at jeg måtte stoppe i FC Midtjylland.

FCM fan siden?:

Jeg kan ikke sætte et årstal på, men i mine drengedage i Hjerm arbejdede jeg ved Spar-købmanden. Spar var dengang hovedsponsor i FC Midtjylland, så der havde vi sæsonkort og var jævnligt nede at se FC Midtjylland. Det var vel der, den første interesse for klubben kom.

Beskriv kort hvad FCM betyder for dig?:

For mig har FC Midtjylland gennem de seneste fem og et halvt år betydet rigtig meget. For mig har det ikke været et arbejde men snarere en livsstil. Hver dag havde jeg på den ene eller anden måde berøring med FC Midtjylland. Så klubben har fyldt helt enormt meget hos mig og givet mig så mange store oplevelser, som jeg ikke vil været foruden. Skulle man vælge fem år at være i FC Midtjylland, kunne man vel næppe havde valgt fem bedre år. Jeg var med, da vi var i knæ økonomisk, da Matthew Benham kom til, da vi blev danske mestre, og da vi spillede os i klubbens første europæiske gruppespil og endda vildere til kampene mod Manchester United. Jeg føler mig meget privilegeret over at have været en del af de oplevelser.

Din største oplevelse med FC Midtjylland?:

Det er svært at nævne en. Der har været mange, og der har været mange forskellige. Selvfølgelig var det stort at vinde mesterskabet. Det var nogle uforglemmelige uger, der fulgte efter. Især husker jeg Herning midtby, da vi kom hjem fra Slagelse – det var et vildt syn at køre gennem gågaden med så mange glade og lykkelige fans, som fejrede og hyldede holdet. Rent arbejdsmæssigt var perioden omkring mesterskabet også en spændende tid, hvor alle rev og flåede I os. Alle ville have noget fra os, og det var lærerigt at navigere rundt i. At sidde med på podiet på Old Trafford foran et samlet engelsk og dansk pressekorps forud for kampen mod Manchester United var også en stor oplevelse. Det samme var kampen. Og i tre ud og fire halvlege var vi faktisk videre! Det var for vildt, da min kollega Jakob og jeg kiggede på hinanden i pausen i returkampen, hvor vi faktisk lå til at gå videre. Vi troede næsten ikke på det.
I det hele taget var gruppespillet i Europa League en stor oplevelse. Det tætte samarbejde med UEFA og kunsten at afvikle de europæiske kampe på hjemmebane var spændende og utrolig lærerige. Det var også et vildt efterår, som fløj af sted, fordi der skete så meget. Det var indimellem hårdt, da man var i det, men nu savner man det.

Top 3 FCM kampe som du har set på stadion?:

Den kamp, der nok står allertydeligst for mig, er, da vi vinder 2-0 på hjemmebane over FC København og reelt sikrer os det danske mesterskab. Det var en helt fantastisk aften. Samtidig fyldte jeg 30 år dagen efter, så da vi passerede midnat, blev der sunget fødselsdagssang for mig, og med Duncan og Jakob Poulsen som forgangsmænd blev jeg badet i øl for derefter at få en ordentlig omgang peber udover mig. Det var bare en helt perfekt dag, aften og nat.
De to andre kampe må være hjemmekampene mod Southampton og Manchester United, som vel er de to største kampe spillet på MCH Arena. Det er sådan nogle kampe, man lever for. Kampen i Southampton rangerer også højt på min liste. Stemningen var fantastisk, og hvem andre end Tim Sparv skulle score netop i den kamp.

Top 3 FCM kampe som du desværre er gået glip af?:

Her vil jeg nævne en, og det er åbningen af SAS Arena. Den ville jeg virkelig gerne have været til.

Din favorit FCM spiller og hvorfor (du må kun vælge en)?:

Jeg har svært ved at udpege en. Jeg har haft et rigtig godt forhold til spillerne, men selvfølgelig er der nogle, man har talt mere med end andre, og så er der nogle, som har været lettere at arbejde sammen med end andre. 🙂
Skal jeg alligevel pege på en, skiller en spiller som Petter Andersson sig ud. Efter min mening er han en af de bedste spillere, Superligaen har set, og det var kun på grund af hans skadeshistorik, at vi overhovedet kunne få ham til FC Midtjylland og holde på ham så længe. Samtidig var han en fantastisk fyr uden for banen.

Din favorit FCM træner og hvorfor (du må kun vælge en)?:

Jeg har arbejdet tæt sammen med både Glen og Jess, og begge har jeg haft det rigtig godt med. De er forskellige, men jeg kan lide dem begge to. Men det var Glen, jeg var tættest på af de to.

Hvordan vurderer du FCM lige nu i forhold til styrke og deres mulighed for at vinde noget eller få en topplacering?:

Jeg synes, det ser rigtigt spændende ud forud for den nye sæson. Der er kommet nogle spændende spillere ind, og jeg glæder mig rigtig meget til at følge holdet fra lægterne. Tidligere vidste jeg jo altid i forvejen, når der kom en ny spiller i transfervinduet, men det gør jeg ikke længere, så jeg har lige som de fleste andre fans fulgt flittigt med på hjemmesiden og de sociale medier for at holde mig opdateret.
Jeg tror på, at FC Midtjylland som minimum slutter i top tre i den nye sæson. Og inden hver sæson har jeg også et håb om, at vi spiller med om mesterskabet. FC København virker også til den nye sæson ufattelig stærke, men jeg har en stor tro på vores hold. Og så bliver det spændende at se, om Brøndby kan levere en lige så god sæson to under Zorniger. Skal jeg komme med et bud her inden Superliga-starten, siger jeg, at FC Midtjylland bliver nummer to.

Hvor tror og håber du at FCM befinder sig om ti år?:

Jeg føler mig ret overbevist om, at klubben fortsat spiller med i toppen af dansk fodbold. Forhåbentlig er der føjet endnu et dansk mesterskab til klubben og mon ikke også, det er lykkes at hente en pokaltitel. Det tror jeg. Vi var tæt på at gå i finalen i år, og det skal nok lykkes at komme i sådan en igen, og så tager vi den sgu! Jeg synes allerede, at FC Midtjylland har etableret sig som tophold, og det tror jeg også, klubben er om ti år.

Har du et stykke FCM-merchandise, som betyder noget specielt for dig?:

Da vi blev danske mestre, fik jeg en guldhopimist. Den er jeg glad for. Det er ligesom min ”guldmedalje”. Jeg er også glad for min ”danske mestre”-t-shirt, og så fik jeg en signeret spilletrøje med Dons bagpå, da jeg stoppede. Den er jeg også glad for. Faktisk har jeg også en af de sort/hvide-spilletrøjer, som vi spillede i på Gibraltar – den er også meget sjov at have, synes jeg.

Hvordan ser dit FCM drømmehold ud (tidligere og nuværende spillere)?:

Jeg har valgt kun at bruge spillere, som har spillet i klubbens, mens jeg har været der. Jeg stiller op i en lidt kontroversiel 3-5-2 formation.
Jonas Lössl
Kristian Bach Bak, Erik Sviatchenko, Filip Novak
Tim Sparv
Pione Sisto, Petter Andersson, Jakob Poulsen, Sylvester Igboun
Frank Kristensen, Morten Duncan Rasmussen

Følger du andre hold end FCM?:

Nej, det gør jeg ikke. Men jeg har altid fulgt Superligaen tæt, og det regner jeg også med, at jeg fortsat vil gøre. Og så vil jeg selvfølgelig også fortsat følge FC Midtjylland tæt, og heldigvis kommer der jo masser af kampe på Sjælland, så jeg skal nok få set en masse kampe live også i den nye sæson.
Efter jeg er flyttet til København har jeg planer om at se noget divisionsbold. Det, synes jeg, er charmerende. Jeg vil gerne en tur på Sundby Idrætspark igen. Bortset fra den trælse afslutning på pokalkampen på Amager, så var det et charmerende stadion og fodboldpublikum at opleve. Jeg har også fortsat til gode at se Frem på Valby Idrætspark, så det står også på to-do-listen. Og så er jeg jo flyttet til Østerbro, så jeg regner også med, at jeg skal ind og se B93.

Du arbejdede som kommunikationschef for FCM. Hvordan så en arbejdsdag eller arbejdsuge ud for dig?

Det er svært at beskrive en typisk dag eller uge, fordi ingen lignede hinanden. Men jeg havde ansvaret for den overordnede kommunikation i klubben. Samtidig havde jeg ansvaret for en journalist og en række skribenter, som blandt andet dækker akademiet og reserveholdet. En stor del af tiden gik også med at tale med journalister og servicere pressen. Langt de fleste interviewforespørgsler gik gennem mig, og da Rafael van der Vaart kom til klubben nærmest eksploderede de, og der kom hvis ikke dagligt så ugentlig forespørgsler fra det meste af i Europa på interviews med ham.
Samtidig producerede jeg også selv nyheder til hjemmesiden og var en del af det team, som fodrede de sociale medier. Til hjemmekampene var jeg redaktør på vores nye kampprogram, hvor jeg også producerede en stor del af indholdet, ligesom jeg var en stor del af kampafviklingen. Og så var der selvfølgelig samarbejdet med rettighedshaver i løbet af ugen og i særdeleshed i forbindelse med kampene. Faste opgaver var også pressemeddelelser i forbindelse med køb og salg samt forlængelser.
Derudover havde jeg også ansvaret for den daglige kommunikation for FCM Håndbold, som også tog noget af min tid.

Har du haft nogle specielle oplevelser med FCM via dit arbejde?

Ja, der har da været nogle stykker. For eksempal da Glen stoppede. Det var midt i min ferie, og jeg var ude at cykle, da Hans Krabbe (tidligere kommunikationsdirektør i FCM, red.) ringede til mig. Han forlangte, at jeg stoppede cyklen, inden han fortalte, hvad der var sket. Nemlig at Glen havde sagt op, og at der ville være pressemøde næste dag, hvor jeg tog imod rigtig mange pressefolk i Ikast. Det var en speciel dag. Rent mediemæssigt var det også nogle hektiske dage op til van der Vaart-præsentationen, hvor jeg fik henvendelser fra store engelske og tyske medier, som ville høre, om jeg kunne bekræfte handlen, angive tidpunkt for offentliggørelse osv. Det var også en stor og speciel oplevelse at være vært for de mange engelske journalister, som besøgte MCH Arena i forbindelse med kampen mod Manchester United. Aldrig tidligere har der været samlet så meget presse på arenaen, tror jeg.

FCM søger i øjeblikket efter en brand og marketingchef. Hvilke kvaliteter skal man besidde for at have det job efter din mening?

Noget af det, klubben jagter, er en, som kan skabe flere tilskuere på stadion. Selv om FC Midtjylland jo faktisk er den klub, der gjorde det bedste i sidste sæson, så vil man gerne have endnu flere tilskuere til hjemmekampene. Det kræver hårdt arbejde, men jeg håber, at det lykkes at samle endnu flere mennesker på MCH Arena, for det er bare allerfedest, når der er +10.000 på arenaen.

Hvordan kan FCM bedst markedsføre sig i fremtiden, så klubben kan bevare sin position i regionen og i Danmark?

Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt at være regionens hold for FC Midtjylland. FC Midtjylland kan om nogen samle regionen, og det så man senest ved opstartens træningskampe, som blev spillet i samarbejdsklubberne Brande IF og Ramme/Lomborg. Det er godt set at spille kampene der, synes jeg. At komme ud i Ulveland. I det hele taget synes jeg, at FC Midtjylland er gode til at komme rundt i regionen, hvor der også flere gange om året er træninger i samarbejdsklubber. Set i lyset af ønsket om endnu flere tilskuere på MCH Arena, tror jeg, det kan være en vigtig del af arbejdet med at få flere tilskuere til kampene.
Foruden at være regionens hold vil man være talentudviklere. Man vil ikke bare sige, man er det, man vil også vise, man er det. Og det synes jeg, at klubben gør godt. Rigtig mange 97’ere fik spilletid i sidste sæson på Superliga-holdet. Det er en cadeau til rigtig mange mennesker, når en akademispiller får debut, og det er brandstof til det gode talentarbejde, der bliver gjort i klubben. Det gode talentarbejde fik vi også et eksempel på denne sommer, da U19-holdet vandt en stor international turnering i Tyskland. Akademiet har de seneste år markeret sig stærkt ved flere internationale turneringer og ikke mindst i UEFA Youth League, og det er rigtig fedt at se, synes jeg. Og det endda med flere lokale spillere, hvilket jeg også tror er vigtigt, at man lykkes med at bringe unge, lokale spillere op på førsteholdet.

En af de nye målsætninger er, at FCM skal have 10.000 tilskuere i snit til hjemmekampene på MCH Arena inden sommeren 2018. Hvordan skal klubben lykkedes med dette?

Hvis jeg vidste det, så havde jeg sgu søgt jobbet. 🙂
Der er ingen tvivl om, at der er hård konkurrence om tilskuerne, men jeg mener, at FC Midtjylland har et godt produkt. Og så skal man også huske, at det fortsat er en ung klub. Der er endnu ikke mange generationer, der er vokset op med FC Midtjylland, som det er tilfældet i mange traditionsklubber. Jeg tror på, at tilskuertallet kan hæves, og lykkes det at få et snit på 10.000 tilskuere vil det være rigtig flot. Det vil det også, hvis vi ikke kommer helt derop, synes jeg.

Flere og flere klubber engagerer sig i E-Sport. FC København har f.eks. oprettet deres helt egen E-Sport organisation, North. Burde FCM gøre noget lignende?

Jeg ved, at man har overvejet det. Jeg er ikke godt nok inde i det til at vurdere, om man skal gøre det eller ej. Men det er en spændende udvikling, man ser, og det bliver interessant at se i fremtiden, hvor mange fodboldklubber, der kommer med på bølgen.

Jeg ved, at du stoppede i FCM denne sommer. Har du mulighed for at beskrive, hvordan det har været for dig at have været ansat i FC Midtjylland?

Som jeg også nævnte i begyndelsen, så har jeg været rigtig glad for at være i FC Midtjylland. Og jeg vil bestemt ikke have været tiden foruden. Både fagligt og menneskeligt har jeg udviklet mig rigtig meget. Jeg har mødt rigtig mange spændende og dedikerede mennesker, som brænder for klubben og fået gode venskaber. Og når man nu ikke kunne blive professional fodboldspiller, så må det næstbedste vel være at arbejde i en fodboldklub. 🙂

Stort tak til Martin Dons for at stille op til dette interview.

podiet på Old Trafford

Interview med Markus Halsti

Halsti

“FC Midtjylland is a great club”

Præsentation:

Markus Halsti er FC Midtjylland spiller samt finsk landsholdspiller. Jeg var heldig at få kontakt til ham og jeg greb derfor chancen for at lave et interview. Vi talte om hans rolle på holdet. De finske spillere i FCM. De talentfulde unge spillere som kommer ind på holdet. Rafael van der Vaart. Jess Thorup. Vi talte også om den kommede bronze kamp på søndag mod Lyngby plus meget andet.

Interview med Markus Halsti på Soundcloud

Interview med Mads Albæk

Mads Albæk

“Min tid i FCM var fantastisk. Klart den bedste tid i min karriere.”

Præsentation:

Mads Albæk kom igennem FCMs akademi og blev en bærende kraft på superliga holdet. Han endte som vice-anfører på holdet, inden at han blev solgt til franske Reims. Mads Albæks succes som spiller er et godt eksempel på akademiets store betydning for FCM. Mads Albæk spiller nu i IFK Gøteborg, hvor han er blevet en stor profil med afgørende scoringer.

Navn: Mads Winther Albæk

Alder: 26 år

Familie: Forlovede

Bor: Gøteborg

Hvordan vil du beskrive din tid i FC Midtjylland?:

Min tid i FCM var fantastisk. Klart den bedste tid i min karriere. Jeg gik fra ungdom til vice anfører på Superliga holdet. Så en super tid.

Er der en speciel Midtjylland kamp, som du husker tilbage på som din bedste kamp?:

Det er svært at svare på, kan ikke lige huske en specifik kamp. Men min sidste sæson var super med 9 mål som midtbane.

Dit bedste mål for FCM?:

Ude mod AGF, et langskudsmål.

Hvis at der er en kamp, hvor du ønskede at du havde spillet bedre i FCM trøjen, hvilken kamp skulle det så være?:

Igen et svært spørgsmål, fodbold er en holdsport, men den største skuffelse var pokalfinalerne, så klart der ville man gerne have gjort en ekstra indsats.

Den bedste medspiller og holdkammerat som du har haft i Midtjylland, hvem var det?:

Jeg har haft rigtig mange gode medspillere, som person og mest betydningsfulde spiller er Kristian Bach Bak, den spiller som når han var bedst var Petter Andersson. Erik Sviatchenko som super kammerat, vi boede altid på værelse sammen når vi rejste med holdet. Og selvfølgelig Danny Olsen som tog sig af mig da jeg kom i A truppen.

Hvilken træner i Midtjylland har du været mest glad for?:

Alle trænerne i FCM var de bedste. Tony, Svend, Friis og specielt Glen R.

Er der en spiller fra et modstander hold som du husker tilbage på som værende svær at spille overfor?:

Atiba Hutchinson fra FCK, han var umulig at tage bolden fra.

Har du stadig gode venner i FC Midtjylland?:

Ja, FCM står mig nær som klub.

Følger du stadig FCM som hold?:

Ja, jeg følger altid FCM og vil altid gøre det.

Du indgik i FC Midtjyllands salg af syv playersponsorater til en gruppe investorer tilbage i 2013. Sagen blev slået op som slavehandel i pressen. Hvad er din holdning til FCMs håntering af den sag i dag?:

Ja, en mærkelig sag som skabte lidt uro, men vi kunne ikke gøre så meget end at fokusere på fodbolden. Medierne gik meget op i den sag.

Hvad syntes du om det nuværende FCM hold i forhold til det FCM hold som du selv spillede for? Hvis at man kan sammenligne de to hold, det er selvfølgelig svært?:

Klubben har ændret sig lidt i forhold til min tid. Et bedre hold nu fordi økonomien er meget bedre, vi sled jo i en lang periode med kæmpe problemer og troede i en periode at klubben ville gå konkurs.

Hvordan vil du vurdere det nuværende holds chancer for at vinde noget eller komme ud i Europa?: 

Jeg tror at de kommer i gruppespillet.

Du spiller nu i IFK Göteborg. Hvilke forskelle er der på at spille i Superligaen og Allsvenskan?:

Fysisk stærk liga som bliver præget af fantastiske fans på nogle fede stadions. Den danske er stærkere teknisk.

Man hører tit at Superligaen er mere teknisk betonet i forhold til Allsvenskan, samt at spillet i Allsvenskan er mere fysisk orienteret. Er det noget som du kan bekræfte eller afkræfte?:

Ja

Hvordan havde FCM klaret sig i Allsvenskan. Tophold, mellemhold eller bundhold?:

Tophold i Sverige.

Du har tidligere spillet en træningskamp for IFK imod FCM i Dubai, hvor du lavede to mål. Hvordan var følelesen af at score imod dit ”gamle” hold?:

Det var super at score 🙂 vi boede på samme hotel, så det var skønt at have håneretten.

FCM og IFK kunne have trukket hinanden i tredje runde af kvalifikationen til EL. Hvad havde det betydet for dig at skulle op imod FCM i sådant et dobbeltmøde men mange millioner på spil?:

Det kunne have været fedt, spændene kampe kunne det have været. At komme tilbage og spille kunne have været sjovt.

Kunne du tænke dig at vende tilbage til FCM som spiller eller eventuelt træner hvis muligheden kom?: 

Ja absolut. Vi må se hvad tiden bringer..

Stort tak til Mads Albæk for at stille op til dette interview.

Mads Albæks drømmekasse imod AGF på udebane.

Mads Albæks seneste scoringer i IFK Gøteborg trøjen.

Interview med Erik Rasmussen

550370_274883099310310_940561535_n

Præsentation:

Erik Rasmussen var med til at gøre FC Midtjylland til en topklub i dansk fodbold. En position som klubben stadig har i dag. Fra 2004 til 2008 var han cheftræner i klubben, hvor holdet vandt to sølvmedaljer og en bronzemedalje. Erik Rasmussen tog også FCM frem til en pokalfinale imod Brøndby. En kamp som desværre blev tabt. Personligt nød jeg tiden under Erik Rasmussen, hvor holdet spillede offensivt og positiv fodbold. Det er snart mange år siden, men Erik Rasmussen fortjener i mine øjne respekt for det arbejde som han udførte i FC Midtjylland.

Til interviewet

Jeg skal beklage den dårlige lydkvalitet og den manglende klipning i filen.

Er du interesseret i at vide mere om det humanitære projekt som Erik Rasmussen er involveret i så se mere her:

 

Fan interview med Thomas Skov Gaardsvig

12751080_1654084231520290_725252963_n

“Det er her mit fodboldhjerte banker”

Præsentation:

Thomas Skov Gaardsvig er TV vært og programleder på Danmarks Radio. Senest var han vært på “Danmarks bedste maskot”. Personligt kan jeg godt lide hans humoristiske og lidt skæve tilgang til journalistikken. Det er fedt at have en type som ham i ulveflokken.

Alder?:

30 år

Beskæftigelse?:

TV vært

Hvor bor du?:

København

FCM fan siden?:

1999

Beskriv kort hvad FCM betyder for dig?:

Det er mit fodbold-hjem.
Det er her mit fodboldhjerte banker.

Hvordan vil du beskrive dit engagement som FCM fan?:

Jeg prøver at være så engageret, jeg kan være på afstand.
Når chancen byder sig er jeg til kampe i Herning, og når der bliver spillet i Parken og i Brøndby, er jeg på lægterne.

Din største oplevelse med FC Midtjylland?:

Da jeg havde æren af at styre Guldfesten sidste år. Så blir det ikke større, når nu jeg ikke har talentet til at spille med på banen.

Top 3 FCM kampe som du har set på stadion?:

FCM-AB – første kamp på SAS Arena. Det var STORT!!!
FCM-Manchester – det gir sig selv!
FCM-Sønderjyske – da vi endelig fik pokalen sidste år! Kampen var ikke noget særligt, men stemningen bagefter var!

Top 3 FCM kampe som du desværre er gået glip af?:

Kampen i Manchester – jeg ville gerne have været der trods nederlaget.
Alle kampe mod FCK, jeg har misset.

Din favorit FCM spiller og hvorfor (du må kun vælge en)?:

Pione Sisto – tænk sig at være så dygtig med en bold.

Din favorit FCM træner og hvorfor (du må kun vælge en)?:

Jess Thorup – jeg tror, han kan få os langt.

Hvordan vurderer du FCM lige nu, i forhold til styrke og deres mulighed for at vinde noget eller få en top placering?:

Jeg er bange for at det kun blir til sølv i år.

Hvor tror og håber du at FCM befinder sig om ti år?:

Jeg håber, at vi befinder os samme sted som vi har været det seneste år. I toppen af superligaen og godt med i Europa.
Og så håber jeg at vi vinder pokalfinalen indenfor 10 år. Det MÅ kunne lykkes.

Har du et stykke FCM merchandise som betyder noget specielt for dig?:

Min kasket med guldskrift fra Danmarksmesterskabet
Jeg gik så meget med den at min hustru måtte gemme den, fordi hun syntes jeg brugte den for meget.

Hvordan ser dit FCM drømmehold ud (tidligere og nuværende spillere)?:

Det ligner meget det hold der er nu, bortset fra at jeg også skulle være på holdet.

Følger du andre hold end FCM?:

Ikke så dedikeret som FCM.

Jeg har hørt rygter om at du har flirtet lidt med FC København, inden at du bekendte kulør som FC Midtjylland fan. Noget som du kan be- eller afkræfte?:

Inden FCM blev stiftet var jeg i vildrede og havde i den periode både en FCK og en Brøndby trøje. De er naturligvis blevet kylet ud.

Var du skuffet over at Lupus ikke vandt ”Danmarks bedste maskot”?:

Jeg prøvede at være så neutral som muligt, men jeg havde da gerne set at FCM også kom til tops der.

Hvordan var det at være konferencier til Guldfesten i Herning?:

Det var det største øjeblik, når nu jeg ikke kunne blive professionel fodbold spiller.

Stort tak til Thomas Skov Gaardsvig for at stille op til dette interview.

Interview med Razak Pimpong

Pimpong

“Min tid i Midtjylland vil altid betyde alt for mig.”

Præsentation:

Razak Pimpong var en af de første afrikanske spillere som slog igennem i FC Midtjylland. Personligt så husker jeg ham som værende meget hurtig, driblestærk og udfordrende. Der skete altid noget når at han havde bolden. Razak Pimpong besidder en stor personlighed og han er en person med humor. Dette kom også til udtryk da jeg ringede og talte med ham omkring dette interview.

Navn: Razak Pimpong

Alder: 33

Familie: En kone og et barn.

Bor: Viborg

Beskæftigelse: Fodboldtræner på Hald Ege Efterskole og Pimpongs Corner.

Du spillede i FC Midtjylland fra 2000-2006?:

Det er korrekt ja.

Du står registreret for 125 kampe og 22 mål, passer det?:

Det passer.

Hvordan vil du beskrive din tid i FC Midtjylland?:

Det er en tid som jeg sætter stor pris på, fordi at FCM hentede mig til Danmark, og de gav mig muligheden for at udvikle det talent som jag havde. Min tid i Midtjylland vil altid betyde alt for mig. Uden dem så var jeg ikke her i dag. Hvis at jeg ikke havde fået den chance, så var jeg måske ikke blevet professionel fodboldspiller.

Er der en speciel Midtjylland kamp som du husker tilbage på som din bedste kamp?:

Jeg tror at en af mine bedste kampe i Midtjylland trøjen var imod Aab i foråret 2005, hvor at vi spillede om tredjepladsen og jeg lavede hattrick. Efter kampen så smed jeg mine sko ud til fansene. ☺

Så har du måske allerede svaret på hvilket mål som var dit bedste, var det et af målene imod Aab?:

Mod Aalborg ja. Samt målet som jeg lavede i pokalfinalen imod Brøndby, hvor at jeg scorede til 2-1 med hovedet.

Jeg var inde og se den kamp, så det kan jeg tydeligt huske. Du blev desværre også udvist i den kamp!:

Præcist, jeg fik et rødt kort ja.

Hvis at der er en kamp hvor at du ønskede at du havde spillet bedre, er det så den kamp, hvor at du er ærgerlig over at du blev udvist?:

Ja præcist, det er det. Fordi at vi var foran og vi var på vej til at vinde kampen og så fik jeg rødt kort. Så, det er en kamp hvor at jeg ønsker at jeg kunne ændre det.

Den bedste medspiller og holdkammerat som du har haft i Midtjylland, hvem var det?:

Jeg vil sige Mohamed Zidan og Kristian Bach Bak.

Er der nogen grund til at du har valgt lige de to?:

Kristian Bach Bak, fordi dengang jeg kom til Danmark der talte vi altid sammen. Han var også en af de nye spillere og vi boede på kollegie sammen, så det var der at jeg fik et godt venskab med ham. Zidan, i og med at Zidan var meget specielt i Midtjylland, så var det ikke så mange venner som han havde. Jeg var altid sammen med ham og støttede ham hele vejen igennem.

Det skal siges at jeg havde et godt forhold til alle spillerene. Men hvis at jeg skal nævne nogen som jeg havde et godt samarbejde med, så er det dem.

Hvilken træner i Midtjylland har du været mest glad for?:

Jeg har to. Jeg vil sige Ove Pedersen, da det var ham som hentede mig til Midtjylland. Han har betydet meget for mig og min udvikling. Også Erik Rasmussen, da det var igennem ham, at jeg slog igennem i Midtjylland. Så, jeg vil gerne takke de to trænere.

Er der en spiller fra et modstander hold som du husker tilbage på som værende svær at spille over for?:

Det er svært at sige, fordi med min hurtighed så løb jeg fra alle.

Jeg vil nævne Ralf Pedersen i Viborg, som kunne være en hård hund når at man mødte ham. Og Dan Anton Johansen fra Brøndby som også var stærk. Men jeg har mødt mange og jeg kan ikke huske alle navnene. Men hvis at jeg skal nævne nogen som var lidt hårde at spille overfor så var det dem.

Har du stadig gode venner i FC Midtjylland?:

Kristian Bach Bak, som jeg stadig taler meget med. Dengang Glen Riddersholm var i FCM, så havde jeg også et godt forhold til ham. Men jeg har et godt forhold til alle dem som arbejede omkring klubben. Når at jeg kommer til klubben, så er jeg altid velkommen og jeg taler godt med dem. Døren ar altid åben når at jeg kommer til klubben, så det er godt. Jeg taler også stadig med Claus Steinlein. Hvis at jeg mangler en billet, så ringer jeg, så at jeg kan komme ind op se kampen.

Følger du stadig FCM som hold?:

Altså, jeg ser kampene på TV og jeg tager over og ser de kampe som jeg kan. Nogle gange så kommer jeg også og laver interviews til Pimpongs Corner. Jeg følger dem samt Viborg. Jeg følger alle de klubber som at jeg har spillet for.

Hvad syntes du om det nuværende FCM hold i forhold til det FCM hold som du spillede for? Hvis at man kan sammenligne de to hold, det er selvfølgelig svært.

Jeg vil sige at det nuværende hold har mange unge spillere i forhold til dengang hvor at jeg kom til klubben. Selvfølgelig fodbold i dag, der er det mange unge spillere som får chancen for at spille. Vores tid var rutinerede spillere blandet med unge spillere. Vi har haft vores gode tider dengang. Med de nuværende spillere som de har nu, så bliver det godt. Det gør det.

Hvordan vil du vurdere det nuværende holds chancer for at vinde noget eller komme ud i Europa?: 

De har bevist i deres Europa kampe, at de har kvalitet i truppen. Det handler om at de bare skal spille godt sammen. De skal vise at de har en god kvalitet, så skal det nok gå. Det er et godt hold. I forhold til vores tid, så er det meget markante spillere som de har nu i Midtjylland. Så det handler om hvordan at de kan spille sammen og gå til den.

Stort tak til Razak Pimpong for at stille op til dette interview.

Razak Pimpong har fået stor succes med Pimpongs Corner.

http://pimpongscorner.dk/

Her er nogle indslag med nuværende og tidligere FCM spillere.

Fan interview med Jan Højris Madsen

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Jan tager sit engagement i BW East seriøst og drog derfor til Kina for at hverve medlemmer.

Præsentation:

Jan er den største FCM fan som jeg kender. Derfor var det naturligt at interviewe ham på denne side. Jeg har været til utallige FCM kampe hvor Jan har ordnet billetter til halv pris eller fribilletter. Det er ligeledes ham som får arrangeret busture til Herning for BW East. Jan får ting til at ske, hvilket er en god evne at have og det kommer altid andre til gode. Jan er en ægte ulv.

Navn?:

Jan Højris Madsen

Alder?:

48

Beskæftigelse?:

Klubpædagog

Hvor bor du?:

Ølstykke

FCM fan siden?:

Ikast fan siden 80´erne, og FCM fan siden dannelsen i 1999.

Beskriv kort hvad FCM betyder for dig?:

FCM er for mig et væsentligt interesse-holdepunkt, som giver mig mulighed for at pleje venskaber opstået gennem fælles oplevelser.
Alle disse oplevelser har gennem alle årene skabt en masse glæde og spænding, som jeg ikke vil være foruden – Altså jeg vil jo faktisk sige at jeg ikke helt kan leve uden FCM hehe..

Hvordan vil du beskrive dit engagement som FCM fan?:

Jeg vil betegne mit engagement som meget højt, især set i forhold til at jeg bor 300 km fra det midtjyske lokalområde. Til gengæld har jeg haft mulighed for at være med til at skabe vores fantastiske østafdeling BWEast.
Desuden har det lige fra starten været fedt at både administrative og ledende medarbejdere i FCM altid har stået med en åben og hjælpsom hånd i forhold til netop BWEast – det synes jeg er meget unikt!

Top 3 FCM kampe som du har set på stadion?:

Åbningskampen på SAS-Arena d. 27. april 2004 – FCM vandt 6-0 (og jeg vandt 14000 på oddset)
BWEast havde første bustur nogensinde.

Udekamp mod FCK d. 2. marts 2014 – FCM vinder 5-1  helt surrealistisk oplevelse.

Kampen ude mod Manchester City d. 14. august 2008 – En fantastisk udebanetur der kulminerer med en vild 1-0 sejr og et europæisk gennembrud.

Top 3 FCM kampe som du desværre er gået glip af?: 

D. 29. juli 2007 vinder FCM med 5-0 over Brøndby – jeg er på ferie i Spanien og bliver opdateret via sms –
Dér følte jeg mig meget langt væk hjemmefra.

En af de absolut største aways på Viborg Stadion i november 2013 – Den kamp ville jeg meget gerne have været med til!

Den kamp hvor FCM bliver pokalmestre 😉

Din favorit FCM spiller og hvorfor (du må kun vælge en)?:

Mohamed Zidan fordi han var med til at kickstarte en legendarisk tid på Fortet i Herning, hvor stemningen altid steg adskillige procent, når han fik bolden.

Din favorit FCM træner og hvorfor (du må kun vælge en)?:

Glen Riddersholm fordi han for mig var indbegrebet af FCM i mange år, og var den træner der på samme tid var med til at holdet gik fra mindre kriseperioder til den gigantiske succes, da vi blev danske mestre i 2015.
Præcist som jeg har holdt med FCM hele vejen gennem skidt og godt.

Hvordan vurderer du FCM lige nu, i forhold til styrke og deres mulighed for at vinde noget eller få en top placering?:

Havde måske håbet at vi kunne fortsætte stimen af mange sejre og godt spil, men samtidig gennemgår holdet også en større forandring, og det har i en længere periode vist sig på banen.
Jeg gør dog som jeg altid gør, og det er at være ukuelig optimist, og glæder mig over at få muligheden for at trække FCM-trøjen over hovedet, uanset om det er ude på stadions eller foran   tv´et.
Jeg tror dog helt sikkert at vi havner i top-3 denne sæson, og igen spiller med hvor det mest gælder til næste år.

Hvor tror og håber du at FCM befinder sig om ti år?:

Jeg tror på at vi forbliver et top-3 hold i Danmark, og at vi får masser af fede oplevelser, også i Europa.
Jeg kunne godt håbe på at vi ville være en af Skandinaviens 3 bedste klubber, men vi skal også være forberedt på, at rigtigt mange hold også gennemgår styrkemæssige forvandlinger i disse år.

Har du et stykke FCM merchandise som betyder noget specielt for dig?:

Mit halstørklæde fra udekampen mod Manchester City i 2008 har gennem mange år fulgt mig på stadions, og når jeg havde muligheden for at ”få øjenkontakt” med Danny Olsen (som jo scorede målet derovre), så har det altid føltes som noget ”vi havde fælles”
Ved godt at det jo primært var min egen følelse hehe.

Hvordan ser dit FCM drømmehold ud (tidligere og nuværende spillere)?:

Peter Skov-Jensen
Kristian Bak – Erik Sviatchencko – Winston Reid – Jesper Juelsgaard
Danny Olsen – Mikkel Thygesen – Michael Hansen – Simon Poulsen
Frank Kristensen – Mohamed Zidan

Følger du andre hold end FCM?:

Tottenham Hotspur har jeg fulgt meget tæt siden jeg var lille dreng, så de fylder også meget for mig.

Derudover følger jeg AS Roma og Valencia CF i lidt mindre omfang.

Jan var ligeledes primus motor af denne fanaktion.

Stort tak til Jan for at stille op til dette interview.

Go morgen danmark billede
Jan har udviklet sig til en medie darling på TV2. Sidst at han var med i TV var i forbindelse med hjemmekampen imod Manchester United. Billedet her er fra et ældre indslag.