Fan interview med Jan Højris Madsen

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Jan tager sit engagement i BW East seriøst og drog derfor til Kina for at hverve medlemmer.

Præsentation:

Jan er den største FCM fan som jeg kender. Derfor var det naturligt at interviewe ham på denne side. Jeg har været til utallige FCM kampe hvor Jan har ordnet billetter til halv pris eller fribilletter. Det er ligeledes ham som får arrangeret busture til Herning for BW East. Jan får ting til at ske, hvilket er en god evne at have og det kommer altid andre til gode. Jan er en ægte ulv.

Navn?:

Jan Højris Madsen

Alder?:

48

Beskæftigelse?:

Klubpædagog

Hvor bor du?:

Ølstykke

FCM fan siden?:

Ikast fan siden 80´erne, og FCM fan siden dannelsen i 1999.

Beskriv kort hvad FCM betyder for dig?:

FCM er for mig et væsentligt interesse-holdepunkt, som giver mig mulighed for at pleje venskaber opstået gennem fælles oplevelser.
Alle disse oplevelser har gennem alle årene skabt en masse glæde og spænding, som jeg ikke vil være foruden – Altså jeg vil jo faktisk sige at jeg ikke helt kan leve uden FCM hehe..

Hvordan vil du beskrive dit engagement som FCM fan?:

Jeg vil betegne mit engagement som meget højt, især set i forhold til at jeg bor 300 km fra det midtjyske lokalområde. Til gengæld har jeg haft mulighed for at være med til at skabe vores fantastiske østafdeling BWEast.
Desuden har det lige fra starten været fedt at både administrative og ledende medarbejdere i FCM altid har stået med en åben og hjælpsom hånd i forhold til netop BWEast – det synes jeg er meget unikt!

Top 3 FCM kampe som du har set på stadion?:

Åbningskampen på SAS-Arena d. 27. april 2004 – FCM vandt 6-0 (og jeg vandt 14000 på oddset)
BWEast havde første bustur nogensinde.

Udekamp mod FCK d. 2. marts 2014 – FCM vinder 5-1  helt surrealistisk oplevelse.

Kampen ude mod Manchester City d. 14. august 2008 – En fantastisk udebanetur der kulminerer med en vild 1-0 sejr og et europæisk gennembrud.

Top 3 FCM kampe som du desværre er gået glip af?: 

D. 29. juli 2007 vinder FCM med 5-0 over Brøndby – jeg er på ferie i Spanien og bliver opdateret via sms –
Dér følte jeg mig meget langt væk hjemmefra.

En af de absolut største aways på Viborg Stadion i november 2013 – Den kamp ville jeg meget gerne have været med til!

Den kamp hvor FCM bliver pokalmestre 😉

Din favorit FCM spiller og hvorfor (du må kun vælge en)?:

Mohamed Zidan fordi han var med til at kickstarte en legendarisk tid på Fortet i Herning, hvor stemningen altid steg adskillige procent, når han fik bolden.

Din favorit FCM træner og hvorfor (du må kun vælge en)?:

Glen Riddersholm fordi han for mig var indbegrebet af FCM i mange år, og var den træner der på samme tid var med til at holdet gik fra mindre kriseperioder til den gigantiske succes, da vi blev danske mestre i 2015.
Præcist som jeg har holdt med FCM hele vejen gennem skidt og godt.

Hvordan vurderer du FCM lige nu, i forhold til styrke og deres mulighed for at vinde noget eller få en top placering?:

Havde måske håbet at vi kunne fortsætte stimen af mange sejre og godt spil, men samtidig gennemgår holdet også en større forandring, og det har i en længere periode vist sig på banen.
Jeg gør dog som jeg altid gør, og det er at være ukuelig optimist, og glæder mig over at få muligheden for at trække FCM-trøjen over hovedet, uanset om det er ude på stadions eller foran   tv´et.
Jeg tror dog helt sikkert at vi havner i top-3 denne sæson, og igen spiller med hvor det mest gælder til næste år.

Hvor tror og håber du at FCM befinder sig om ti år?:

Jeg tror på at vi forbliver et top-3 hold i Danmark, og at vi får masser af fede oplevelser, også i Europa.
Jeg kunne godt håbe på at vi ville være en af Skandinaviens 3 bedste klubber, men vi skal også være forberedt på, at rigtigt mange hold også gennemgår styrkemæssige forvandlinger i disse år.

Har du et stykke FCM merchandise som betyder noget specielt for dig?:

Mit halstørklæde fra udekampen mod Manchester City i 2008 har gennem mange år fulgt mig på stadions, og når jeg havde muligheden for at ”få øjenkontakt” med Danny Olsen (som jo scorede målet derovre), så har det altid føltes som noget ”vi havde fælles”
Ved godt at det jo primært var min egen følelse hehe.

Hvordan ser dit FCM drømmehold ud (tidligere og nuværende spillere)?:

Peter Skov-Jensen
Kristian Bak – Erik Sviatchencko – Winston Reid – Jesper Juelsgaard
Danny Olsen – Mikkel Thygesen – Michael Hansen – Simon Poulsen
Frank Kristensen – Mohamed Zidan

Følger du andre hold end FCM?:

Tottenham Hotspur har jeg fulgt meget tæt siden jeg var lille dreng, så de fylder også meget for mig.

Derudover følger jeg AS Roma og Valencia CF i lidt mindre omfang.

Jan var ligeledes primus motor af denne fanaktion.

Stort tak til Jan for at stille op til dette interview.

Go morgen danmark billede
Jan har udviklet sig til en medie darling på TV2. Sidst at han var med i TV var i forbindelse med hjemmekampen imod Manchester United. Billedet her er fra et ældre indslag.
Reklamer

Mandomsprøven i Manchester

Theater of dreams blev desværre ikke drømmens teater for FC Midtjylland. Trods dette er jeg meget stolt af holdet og over at have været på plads på Old Trafford.

Bare det faktum at vi var 2000 ulve på plads i Manchester til FCMs største kamp nogensinde var helt fantastisk og unikt. Jeg fløj personligt til Manchester via København torsdag morgen. Min rejsepartner og jeg var tidligt ude ved gaten. Herefter kom der hurtigt flere og flere ulve til og man fornemmede at vi var på vej til en speciel udekamp. Flyet var fyldt med rejsende, men lige meget hvor man placerede sig i flyet, så var der forventningsfulde FCM fans som man kunne tale med og dele tanker med. Allerede her gav turen til Manchester god mening for mig.

At stemningen blandt ulvene skulle nå uanede højder kunne man godt have anet. Det at være en del af stemningen i fanzonen, som var placeret centralt i Manchester på to fine klassiske engelske pubber, er meget svært at beskrive. Sinclair’s Oyster Bar og The Old Wellington var propfyldte med hedens drenge. Dette allerede meget tidligt på eftermiddagen. Det gik knapt at bestille en øl i baren eller finde en plads hverken indenfor eller udenfor. Det var rigtigt fedt bare at være der og synge slagsange med ligesindede fans. Disse timer vil altid være noget som jeg vil huske tilbage på som noget af det største som FC Midtjylland fan.

Det var nu tid til at indfinde sig på Old Trafford. Bare det at begive sig afsted og gå imod Old Trafford var noget specielt. Et ikonisk fodboldstadion rejste sig ud af mørket og man vidste at det var nu at FCM skulle begå sig på den store fodbold scene. Det skal med til historien at jeg kun mødte venlige Manchester United fans som gjorde at man følte sig velkommen.

At stå placeret på udebane afsnittet på Old Trafford iblandt 2000 ulve, samt den fornemmelse det var at juble sammen efter Pione Sistos scoring og ved Mikkel Andersens straffesparksredning, giver mig et stort smil på læberne og mod på mere. Lad os håbe at Europa bliver FCMs legeplads i mange år fremover.

Som beskrevet tidligere så er jeg utroligt stolt af holdet, trods nederlaget som blev lidt stort til sidst. Jeg er ligeledes utroligt stolt over at være FCM fan og over at kunne dele denne oplevelse med 2000 ekstraordinære ulve. Jeg vil have flere af denne slags oplevelser.

Tak for eventyret i Europa FCM.

 

Braget i Brügge

Sikken en fest vi ulve havde i Brügge

Årsagen var selvfølgelig FC Midtjyllands flotte sejr på 1-3 på udebane over Club Brügge.

Den gode stemning startede allerede inde i selve Brügge på dagen, hvor Black Wolves havde arrangeret at FCM fans kunne mødes på baren “De Zandloper”. Personligt ankom jeg først kl 17 sammen med min gode ven. Der var allerede god stemning på baren i blandt ulvene, som nød den gode belgiske øl, og selvfølgelig talte ivrigt om den forestående kamp imod Club Brügge. Det faktum at Club Brügge havde slået både FCK, Brøndby og Aab sidste år spøgede meget. Jeg havde sagt til mig selv at jeg ville acceptere en 3-0 hjemmesejr. Det skulle vise sig at jeg var alt for pessimistisk på FCMs vegne.

Enkelte Club Brügge fans havde også indfundet sig på baren og de grinede overbærende over vores kommentarer om at FCM skulle vinde. De havde så meget overskud at de gav turist tips om Brügge til de FCM fans som havde flere dage dernede. Det var nu blevet tid til at begive sig mod stadion. Men god hjælp fra bartenderen fik jeg og nogle andre ulve fat i en taxa. Turen var en fornøjelse da stemningen i taxaen var høj og vi benyttede hele turen til at synge slagsange.

Stemningen var høj i taxien.
Stemningen var høj i taxaen på vej til stadion

Vi ankom til Jan Breydel stadion. Jeg blev overasket over at se hvor mange ulve som allerede var på vej ind på stadion. Mange ankom direkte i biler fra Danmark. Mit bud er at vi endte med at være 300-400 på vores udebane afsnit. Nu var det bare at komme ind på stadion. Det skulle vise sig at være lettere sagt end gjort. Der var meget politi og mange kontrollører som tog pænt imod os. Flere af os blev også udsat for en meget grundig visitation. Selv havde jeg æren af at stå imod et gitter med spredte ben og arme og ellers blive grundigt tjekket. Det er selvfølgelig godt at de passer godt på publikum til Europa League kampe, hvilket man må sige at de gjorde i Brügge.

Selve kampen vil jeg ikke beskrive da den står beskrevet andre steder. Stemningen under kampen hos vi ulve var fantastisk og jeg kan stadig smile over hvor fedt at det var. Vi råbte og skreg i alle 90 minutter og slagsangene tog aldrig slut. Stemningen nåede selvfølgelig uanede højder under anden havleg, da målene faldt i vores ende af stadion. Der blev uddelt mange knus og kram efter målene og begejstningen ville ingen ende tage. Vi nåede dog at blive lidt nervøse efter at Club Brügge reducerede, men FCM kørte kampen sikkert hjem.

Jeg vil gerne takke FCM og alle FCM fans for en medrivende kamp på en fantastisk aften.

Brügge lå for vores fødder, der var ikke andet at gøre end at gå ud og feste, hvilket vi gjorde.

IMAG0881 IMAG0886